Diagram over betonblandingsforhold: Cement, sand, grus og vand efter projekttype

Søg efter et blandingsforholdsdiagram for beton , og du vil hurtigt støde på velkendte tal som 1:2:3 og 1:2:4. De er nyttige, men de fortæller ikke hele historien. En blanding på 1:2:3 betyder én del cement, to dele sand og tre dele grus eller groft tilslag, normalt målt efter volumen for små partier på byggepladsen. Vand håndteres forskelligt. Det styres normalt af masse gennem vand-cement-forholdet . Den færdige beton afhænger også af tilslagets fugtighed, bearbejdelighed, luftindhold, blandingskvalitet, konsolidering og hærdning. To hold kan derfor bruge nøjagtig de samme 1:2:3-forhold og stadig producere helt forskellig beton.

Betonblandingsforholdsskema for almindeligt arbejde på byggepladsen

For små partier giver nominelle forhold et hold en enkel måde at holde cement, sand og grus rimeligt ensartede. Tabellen nedenfor er bedre egnet som en feltreference end en strukturel specifikation. Når beton bærer betydelige belastninger eller arbejder under krævende eksponeringsforhold, er den nødvendige ydeevne vigtigere end at finde en passende række i et forholdsdiagram.

Denne sondring er vigtig, når folk søger efter et betonblandingsforhold til en plade, indkørsel eller fundament . En havesti, en indkørsel til en bil og et armeret fundament kan alle indeholde de samme fire grundlæggende ingredienser, men de udfører meget forskellige opgaver. Der er ingen god ingeniørmæssig grund til at antage, at ét passende spandforhold skulle dække alle tre.

Hvad betyder en 1:2:3 betonblanding egentlig?

Den nemmeste måde at forstå et betonblandingsforhold på 1:2:3 er at bruge én målebeholder i hele batchen. Med en 10-liters spand bliver de nominelle mængdeforhold 10 liter cement, 20 liter sand og 30 liter grus. Spandens størrelse kan ændre sig; forholdet mellem mængderne bør ikke.

Konsistens er vigtigere end det først ser ud til. Hvis den første spand er i vater, og den næste er fyldt med dynger, kan holdet stadig kalde batchen 1:2:3, men betonen har andre ideer. Det samme problem opstår, når fugtigt sand måles efter volumen uden at tage højde for det vand, det bringer ind i blanderen.

En blanding på 1:2:4 indeholder mindre cement i forhold til det samlede tilslag end på 1:2:3. Denne sammenligning er nyttig, men det betyder ikke, at begge forhold garanterer en bestemt trykstyrke. Styrken påvirkes også af vandindhold, tilslagsegenskaber, blanding, konsolidering, luftindhold og hærdning.

Hvor meget vand skal der gå i en betonblanding?

Det er i vand, at mange ellers fornuftige diagrammer over forholdet mellem cement, sand og grus bliver for simple. American Concrete Institute definerer forholdet mellem vand og cementbaserede materialer, eller w/cm, efter masse. Et w/cm på 0,50 betyder 0,50 kg blandevand for hver 1 kg cementbaseret materiale. Med 50 kg cementbaseret materiale svarer det til 25 kg blandevand, før relevante korrektioner for tilslagsfugtighed tages i betragtning.

Vandet, der hældes i blanderen, er ikke nødvendigvis alt det vand, der kommer ind i blandingen. Sand og groft tilslag kan indeholde fri fugt, og dette vand skal tages i betragtning, når det ændrer den faktiske vægt/cm væsentligt. En indstilling, der fungerede med relativt tørt tilslag i går, kan derfor give en vådere blanding efter nattens regn. Beton er ret ubelejligt i denne henseende: den tager hensyn til vandet, der allerede er i sandet, selv når operatøren ikke gør det.

Eksponeringsforhold kan stramme grænserne yderligere. FHWA-vejledningen for belægningsbeton udsat for fugt, frysning og optøning samt afisningskemikalier giver et maksimum w/cm på 0,45 . For armeret belægning under samme eksponering giver vejledningen 0,40, medmindre den specificerede yderligere betonbeskyttelse ydes. Disse er krav til belægningens holdbarhed snarere end universelle tal for alle betonopgaver, men de viser, hvorfor det ikke er en pålidelig blandingsdesignmetode at tilsætte vand, indtil en batch "ser nogenlunde rigtig ud".

En ægte betonspecifikation styrer mere end 1:2:3

Forskellen bliver tydeligere, når et nominelt forhold placeres ved siden af ​​en faktisk teknisk specifikation. I en FHWA-specifikation for reparation af belægning i fuld dybde kontrolleres betonen gennem flere egenskaber på samme tid i stedet for et cement-sand-grus-forhold alene.

Disse tal tilhører en specifikation for reparation af belægninger, så de bør ikke blot kopieres ind i et husfundament eller en almindelig indkørsel. Det, de demonstrerer, er mere nyttigt: konstrueret beton kan styres af cementindhold, vandforhold, luft, sætmål og styrke på samme tid. At kalde beton "1:2:3" fortæller dig dens nominelle faste proportioner; det fortæller dig ikke alle disse andre ting.

Hvorfor kan to 1:2:3-blandinger producere forskellig beton?

Forestil dig to portioner med præcis den samme mængde cement, sand og grus. Det første hold styrer vandet, lader materialerne blandes ordentligt og konsoliderer betonen omkring armeringen. Det andet hold overfylder tromlen, tilsætter lidt ekstra vand, fordi støbningen er langsom, og giver vibratoren en hurtig gennemgang, før den går videre. På papiret startede begge portioner med det samme forhold. I det færdige arbejde kan forskellen være meget mindre akademisk.

Selve blandingen er et område, hvor konsistensen kan gå tabt. Overbelastning af tromlen, ujævn vandtilsætning, utilstrækkelig blandetid, slidte blandeblade eller lav tromlehastighed kan alle gøre blandingen mindre ensartet. ACE's guide til fejlfinding af betonblander ser nærmere på disse driftsproblemer, herunder hvorfor dårlig blanding ikke altid skyldes selve betonrecepten.

Konsolidering er lige så vigtig, efter at betonen forlader blanderen. ACI bemærker, at tilstrækkeligt konsolideret beton generelt indeholder mindre end 2% indespærret luft , og betonstyrken øges med ca. 5% for hver 1% indespærret luft, der fjernes under konsolideringen. En ACI-publiceret undersøgelse af belægningsbetoner viste, at en reduktion på 5% i konsolideringsgraden under testbetingelserne var forbundet med en reduktion på ca. 30% i trykstyrken og en reduktion på omtrent 50% i armeringsspændingen .

Disse procentsatser bør ikke behandles som en universel formel for alle betonblandinger. De giver et nyttigt tal til noget, som erfarne håndværkere allerede ved: gode proportioner kan ikke afhjælpe dårlig støbning. Vandkontrol, blanding og vibration hører under samme diskussion som blandingsforholdet.

Ændrer en betonblander blandingsforholdet?

Nej. En betonblander kan ikke omdanne 1:2:4 til et stærkere forhold eller magisk korrigere for meget vand. Dens praktiske fordel er repeterbarhed. Hvis operatøren måler ingredienserne ensartet, følger en gentagelig påfyldningssekvens og tillader tilstrækkelig blanding, gør mekanisk blanding det lettere at kontrollere efterfølgende batcher på stedet.

Tromlekapaciteten er også vigtig. Beton har brug for plads inde i tromlen, for at materialerne kan bevæge sig, løfte sig og kombineres. At fylde en blander helt op kan se produktivt ud, men den samlede tromlevolumen og den praktiske blandekapacitet er ikke det samme. ACE's fejlfindingsvejledning til blandere bemærker også, at overbelastning kan bidrage til langsommere blanding, højere motorbelastning, remslid og inkonsistent beton.

For entreprenører, forhandlere og udlejningsfirmaer, der sammenligner udstyr, er det nyttige spørgsmål derfor ikke blot "Hvor stor er tromlen?". Praktisk blandekapacitet, drivsystem, læssemetode, adgang til rengøring og reservedelssupport påvirker alle, hvor godt maskinen passer til det daglige arbejde på byggepladsen. ACE dækker betonblandere sammen med andre beton- og komprimeringsudstyr bruges til blanding, påføring og efterbehandling.

Ofte stillede spørgsmål om betonblandingsforhold

Hvad er et standard betonblandingsforhold?

Der findes ikke et enkelt betonblandingsforhold for hvert projekt. Forhold som 1:2:3 og 1:2:4 er nyttige nominelle feltreferencer, hvor det er tilladt, mens strukturbeton bør følge den krævede styrke, eksponeringsforhold og godkendte blandingsdesign.

Hvor meget vand skal der bruges til en betonblanding i forholdet 1:2:3?

Forholdet 1:2:3 specificerer ikke vandmængden. Vand bør kontrolleres separat gennem det krævede forhold mellem vand-cement eller vand-cementbaserede materialer, hvor relevant fugt allerede er inkluderet i beregningen i tilslagene.

Er en betonblanding i forholdet 1:2:3 stærkere end 1:2:4?

En blanding i forholdet 1:2:3 indeholder mere cement i forhold til det samlede tilslag end i forholdet 1:2:4, men det alene garanterer ikke en højere slutstyrke. Vandindhold, tilslagsegenskaber, blanding, konsolidering og hærdning påvirker også resultatet.

Hvilket betonblandingsforhold skal jeg bruge til en indkørsel?

Start med de specificerede styrke- og holdbarhedskrav i stedet for at vælge et forhold udelukkende ud fra projektnavnet. Køretøjsbelastning, frost- og optøningseksponering, tøsalte, armering og lokale krav kan alle påvirke betonspecifikationen.

Kan jeg bruge det samme betonblandingsforhold til en plade og et fundament?

Ikke automatisk. En lille ikke-bærende plade og et forstærket fundament kan have meget forskellige krav til styrke, holdbarhed og belastning. Strukturarbejdet skal følge projektspecifikationen og det godkendte blandingsdesign.

Hvorfor har beton med samme blandingsforhold nogle gange forskellig styrke?

Ændringer i vandindhold, tilslagsfugtighed, blandingskvalitet, indespærret luft, konsolidering og hærdning kan ændre betonens ydeevne, selv når det nominelle cement-sand-grus-forhold forbliver uændret.

Tags: diagram over betonblandingsforhold, betonblandingsforhold, cement sand grus forhold, vand cement forhold, betonblandingsforhold, 1 2 3 betonblandingsforhold, 1 2 4 betonblandingsforhold, betonblandingsforhold til plade, betonblandingsforhold til indkørsel, betonblander